Sunde kager og søde sager

Blåbæris med chokoladesauce

Blåbæris med chokoladesauce

3-4 personer

2 meget modne bananer, frosne
2 dl blåbær, frosne
50 g valnødder, hakket
2 spsk koldpresset kokosolie
2 spsk ren kakaopulver uden sukker

Skær de frosne bananer i små stykker, og blend dem sammen med blåbær i en blender, indtil isen er jævn og cremet. Det kræver lidt tålmodighed og en dejskraber til at skrabe isen ned, når den sidder fast på siderne af skålen.

Smelt kokosolie og kakaopulver til en sauce i en gryde ved meget svag varme. Ingredienserne skal kun lige smelte sammen. Saucen tager kun et øjeblik at tilberede.

Servér isen portionsanrettet i små skåle og pynt med chokoladesauce og valnødder.

Opskriften har jeg fra Strange Skov, der har hjemmesiden Autoimmun.co. Han har rygsøjlegigt og inspirerer andre med autoimmune sygdomme til at kigge på kosten.


Dadelkugler med peanuts

Dadelkugler

20-30 stk

200 g dadler uden sten
2 dl mandler
2 dl peanuts
3 store spsk peanutbutter
3 spsk kakaopulver
½ tsk vaniljepulver uden sukker
eventuelt lidt kogende vand

Hvis du bruger tørrede dadler, så hæld kogende vand over, og sæt dem i blød i 5-10 minutter. Vandet hældes fra igen. Blend mandler og peanuts i en foodprocessor. Tag 3 spsk. fra, det skal bruges til at trille kuglerne i senere. Blend dadlerne i mandel/peanutmelet sammen med resten af ingredienserne. Hvis dejen er for tør, så tilsæt lidt kogende vand.

Tril kugler på størrelse med en lille valnød, og vend dem i mandel/peanutmelet. Opbevar kuglerne i fryseren. Du kan være kreativ og pynte dadelkuglerne med forskellig pynt som: Smeltet chokolade, kokosmel, lakridspulver, frysetørrede hindbær, kakaopulver, finthakkede pistacienødder eller hasselnødder.


Snickerskage

Snickerskage

5 æg
150 g mandler
50 g kokosmel
120 g dadler
2 store spsk peanutbutter
1 knsp salt

Topping: Cirka 100 g saltede peanuts og 100 g mørk chokolade

Hårde dadler overhældes først med kogende vand og står i fem minutter, så er det nemmere for din blender at hakke de hårde dadler. Vandet hældes fra igen.

Blend mandlerne til mel i en foodprocessor, og tilsæt resten af ingredienserne. Hæld dejen i en brødform, eller brug en rund springform på 23-24 cm. Bag kagen i 20-25 minutter ved 180 grader varmluft.

Smelt chokoladen over vandbad. Stryg peanuts ud over den bagte kage i et lag. Hæld den smeltede chokolade hen over nødderne, og lad kagen køle af.


Kerneknækbrød og nutella

Kerneknækbrød og nutella

En bageplade, 33 x 43 cm, indvendige mål

2 dl fine glutenfri havregryn eller andre flager
1 dl sesamfrø eller græskarkerner
1 dl hørfrø
1 dl solsikkekerner
1 dl blå birkes
3 dl rismel eller majsmel eller en blanding
2 dl koldt vand
1 dl olivenolie
1 tsk salt

Alle frø og kerner blandes sammen med havregryn/flager og salt. Tilsæt vand og olie, og rør dejen godt sammen. Til sidst tilsættes melet, og dejen røres færdig. Du kan bruge en stor ske eller en håndmikser med dejkroge. Lad dejen hvile 5 minutter, mens du finder en bageplade og to stykker bagepapir frem. Har du en lille ovn, skal du bruge to bageplader.

Placér dejen midt på bagepladen beklædt med bagepapir. Læg et stykke bagepapir oven på dejen, og rul dejen ud mellem de to stykker papir med en kagerulle. Knækbrødene skæres ud i ønsket størrelse med en skarp kniv.

Bag knækbrødet ved varmluft i en 180 grader varm ovn i 25 minutter, til de er gyldne og sprøde. Afkøl knækbrødet, og bræk dem fra hinanden. Opbevar dem i en kagedåse. De er også velegnede til at fryse ned.

NUTELLA

2 spsk kakaopulver uden sukker
2 spsk hasselnødder
2 spsk kokosolie
8 dadler

Hårde dadler overhældes først med kogende vand og står i fem minutter. Vandet hældes fra igen. Rist hasselnødder på en varm pande i et par minutter, til de tager lidt farve. Herefter blendes alle ingredienserne.


Æblekage med marcipan

8 æbler
100 g marcipan
80 g mandler
2 tsk kanel
1 tsk vanilje
6 spsk æblemost

Smør et tærtefad med kokosolie. Skær æblerne i tynde både med skræl på og riv marcipanen groft. Fordel æbler og marcipan i fadet. Blend mandler, kanel og vanilje og drys blandingen ovenpå æblekagen. Hæld æblemost ved kagen og bag den 25 minutter ved 180°. Den lune æblekage kan spises med flødeskum. Kagen kan også laves i små ovnfaste skål som på billedet.


Chokolade-appelsinkage

300 g dadler
200 g mandler, som males til mel
6 spsk rapsolie
2 bananer
1 økologisk appelsin, skal og saft
5 spsk ren kakaopulver
2 tsk vaniljepulver (uden sukker)
2 tsk kanel
6 æg

Mandler, dadler, olie, appelsinsaft, appelsinskal, bananer, kakao, vanilje og kanel køres i en foodprocessor til en jævn masse. Æggene tilsættes et efter et, mens foodprocessoren kører. Dejen kommes i en smurt form 30 x 25 cm og bages ved 170° i 40-45 minutter. Kagen pyntes med hakkede gojibær, chokolade og nødder.

Har du brug for en hel bradepandekage tilbereder du bare dobbelt portion. Prøv at tilsætte reven rødbede og groft hakkede hasselnødder til dejen, så har du en rødbedebrownie.


Nøddetoppe med æble

100 g pinjekerner eller cashewnødder
100 g mandler
100 g hasselnødder
1 æg
1 tsk kanel
1 groft revet æble

Nødderne blendes og resten blandes i og rører godt sammen. Kagerne sættes på en bageplade som små toppe og bages ved 180° i 20 minutter eller til de er færdige. Dejen kan tilsættes hakket mørk chokolade – det bliver de ikke dårligere af!


Æble-kokosmuffins

200 g mandler
6 dadler
3 dl æblemos
2 dl kokosmel
3 æg
2 tsk vaniljepulver uden sukker
2 tsk kanel

Blend mandler, dadler, kokosmel, æblemos, æg, kanel og vanilje til en dej. Fordel dejen i 15-20 forme. Kagerne bages i 20 min. ved 175°. Pyntes med mørk chokolade og tørrede æbleringe.


Muffins med hindbær

3 dl quinoamel
3 dl majsmel
1½ tsk bagepulver
lidt salt
½ tsk vaniljepulver
4 spsk kokosolie, smeltet
1 dl honning
2 store æg
2½ dl sojamælk
1 spsk citronsaft
skal af ½ økologisk citron
2 dl friske eller frosne hindbær, brombær eller blåbær

Bland quinoamel, majsmel, bagepulver, salt og vaniljepulver i en skål. Pisk kokosolie, honning, æg, citron, citronskal og sojamælk sammen. Vend det flydende over i skålen med mel og rør forsigtigt rundt. Vend bærrene i til allersidst. Fordel dejen i 12 muffinsforme og bag dem i ca. 25 minutter i en 175° grader varm ovn.

Pin It on Pinterest

Hjemmesiden bruger cookies. Du skal acceptere dette, for at få den bedste oplevelse på mine sider. mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk