Karen Nørby, født i 1969.
I 2006 blev jeg uddannet ernæringsterapeut på Center for Ernæring og Terapi (CET). Uddannelsen er en videnskabsbaseret uddannelse, der bygger på de principper, der på engelsk hedder “Functional Medicine”. Det er en behandlingsform, hvor man bl.a. bruger kost, kosttilskud og livsstilændringer til at rette op på kroppens biokemiske forstyrrelser.
Jeg arbejder bredt med ernæring og holder foredrag om forskellige emner og rådgiver private med mange forskellige problematikker. Men jeg interesser mig for kost og psyken og er gået dybere ind i dette emne. Jeg har skrevet to bøger om kost og udviklingsforstyrrelser og en bog om mad til hjernen. Jeg har udviklet en metode, som jeg kalder “trin for trin modellen”. Der er stor forskel på, hvor meget man har lyst og overskud til at arbejde med kosten. Nogle vil gerne sætte alt ind fra starten, mens andre har brug for at tage et skridt ad gangen. Læs mere om metoden her.
Jeg har også skrevet en del artikler til aviser og fagblade. Dem har jeg samlet i en gratis E-bog, som du kan downloade i min shop, her fra min hjemmeside.
Det er blevet til mere end 200 foredrag i børnehaver, skoler og specialinstitutioner, ADHD-foreninger m.fl. Flere kommuner bruger mig til at efteruddanne deres plejefamilier (plejebørn kan have adfærdsproblemer eller være fejlernæret, når de kommer til plejefamilien). I et par år har KursusMaker brugt mig til at afholde to kurser: “Rigtig baby kost i vuggestuer” samt “Kost, motion og ADHD”.
Siden 2006 har jeg været ansat 15 timer om ugen i Køge Helsekost. Det har givet mig en rigtig god basisviden indenfor kosttilskud. Gennem helsekosten bliver jeg også opdateret og efteruddannet i det nyeste inden for dette felt.
I otte måneder har jeg været tilknyttet et EU finansieret projekt hos AKT-Vestegnen. Her tilberedte jeg mad og underviste unge arbejdsløse med adfærds- og trivselsproblemer. Forskellige bosteder, for borgere med adfærdsproblemer, har løbende brugt mig til at vejlede i at tilberede en mere “hjernevenlig” kost.
I 2015 og 2016 var jeg kostansvarlig på et større projekt på Botilbuddet Lyngdal. Her ændrede og forbedrede vi kosten for beboerne, for at se om de fik en bedre søvn, fordøjelse, adfærd mm.
Sidst men ikke mindst har jeg været inviteret til en høring i folketinget, hvor jeg havde et indlæg om kost og ADHD. Du kan høre mit indlæg på 15 minutter her:
Privat er jeg gift med Ole Nørby og mor til to drenge fra 2000 og 2003. Ti timer hver måned har jeg en pige i aflastningen. Hun har diagnosen ADHD. Vi bor på Stevns på en gård, hvor min mand driver et økologisk gartneri og gårdbutik “Nørbys Grøntsager”.
Karen Nørby